Gangen gjorde graven tilgængelig

De danske jættestuer blev opført i bondestenalderen for godt 5.000 år siden. Store sten dannede vægge og tag over et gravkammer, som lå inde i en høj. En smal, stenbygget gang førte fra højens yderside ind til kammeret. Netop gangen er et vigtigt kendetegn ved denne type grav.

Gangen gjorde det muligt at komme ind uden at fjerne kammerets tunge tagsten. Adgangen kunne lukkes mellem begravelserne og åbnes igen. Den gentagne brug betyder også, at gravens alder ikke nødvendigvis er de dødes alder. Tidspunktet, hvor mennesker rejste stenene, og tidspunktet, hvor en bestemt person blev lagt i kammeret, kan ligge langt fra hinanden. En oplysning om, at en jættestue er godt 5.000 år gammel, daterer derfor ikke automatisk alle menneskeknogler, som arkæologer finder i den.

De døde lå ikke altid hver for sig

Arkæologer har fundet rester af flere mennesker i mange jættestuer. Nogle steder ligger knoglerne blandet, og skeletterne er ikke længere hele. Tidligere begravelser kunne blive flyttet eller samlet, når kammeret blev brugt igen. Derfor ligner fundene ikke nødvendigvis rækker af grave med én tydeligt afgrænset plads til hvert menneske.

Men en fælles grav er ikke automatisk en massegrav efter én katastrofe. Begravelserne kan være sket på forskellige tidspunkter. Knoglernes placering alene fortæller heller ikke, om alle var i familie, eller om alle i bosættelsen fik adgang. Senere forstyrrelser og udgravninger kan desuden have ændret det billede, arkæologerne møder.

Kæmperne kom ind i fortællingen senere

Navnet jættestue hører til senere forestillinger om fortiden. De enorme sten kunne forbindes med jætter, fordi deres størrelse gjorde byggeriet svært at forklare. Ordet beskriver ikke, hvad stenalderens mennesker selv kaldte gravene. Forestillingen om kæmpers hjem siger derfor mere om eftertidens fortællinger end om anlæggenes oprindelige brug.

Stenene krævede dog ingen overnaturlige bygherrer. Mennesker kunne flytte og rejse dem med fælles arbejdskraft og enkle hjælpemidler. Præcis hvordan hvert anlæg blev bygget, kan ikke fastslås. Men kamrene viser både planlægning og håndværk: Bærestenene støttede de store dæksten, mens mindre sten udfyldte mellemrum i væggene.

På familieudflugten er indgangen det første spor

Ved et besøg, væk fra skærme og hjemmesider som www.levehjem.dk, gør gravens opbygning historien konkret. Familien kan lede efter gangen, kammerets bæresten og de store dæksten. Samtidig er det værd at læse stedets skilt: Nogle anlæg er restaureret, og nogle høje har mistet dele af deres jorddække. Det synlige er ikke altid hele den oprindelige konstruktion.

Et åbent kammer er ikke i sig selv en invitation til at klatre på stenene. Se også dyrekataloget.dk. Til en tur med børn hjælper tre enkle forberedelser familien med at vælge, hvor den kan gå, og hvad den skal lade være urørt:

• Læs skiltningen om adgang til kammeret. Er adgang ikke tilladt, må familien opleve anlægget udefra.
• Tag en lommelygte med, hvis adgang er tilladt. Dagslyset når ikke nødvendigvis langt ind gennem gangen, så lyset kan hjælpe med at se passagen og stenene.
• Lad sten, jord og eventuelle fund ligge. Flyttes noget, kan spor efter gravens brug gå tabt.